
Velida Zofia Trollholm
Blid Kropsterapi & Bevægelse
Bevægelse er liv
Bevægelse er et fundamentalt princip i livet og har stor betydning for både vores fysiske sundhed, mentale balance og kroppens evne til at tilpasse sig og hele.
Når kroppens bevægelsesfrihed begrænses, kan det påvirke vores fysiske funktion, kropsbevidsthed og oplevelse af balance. Kroppen og nervesystemet er tæt forbundne, og vores bevægelsesmønstre, sansninger og følelsesmæssige tilstande påvirker hinanden gensidigt. Kroppens væv – herunder muskler, led og fascier/bindevæv – har en naturlig evne til at tilpasse sig, vedligeholdes og repareres. Bevægelse, omsorg og opmærksomhed på kroppens behov, kan være med til at understøtte disse processer.
Med min baggrund som fysioterapeut og en helhedsorienteret forståelse af mennesket, er jeg optaget af samspillet mellem kroppens fysiske funktioner, nervesystemet, vores følelser og de livserfaringer og belastninger, vi bærer med os.
Når vi begynder at forstå os selv gennem kroppens forskellige ressourcelag – fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og energetisk – kan vi åbne for en dybere kropsbevidsthed og skabe mulighed for større balance, bevægelsesfrihed og trivsel.
Min passion er at vejlede og guide dig gennem kroppens fortællinger til en mere bevidst forståelse af, hvem du er, din krops rytme, indre bevægelse, vibration og flow – især når du oplever stagnation, uro, manglende livsflow, blokeringer eller smerter.
Når der skabes rum til at møde dig selv åbent, ærligt og kærligt, kan en proces mod forandring og healing begynde. Det kræver mod at se på sig selv, mærke de områder af kroppen, som gør ondt eller føles blokerede, og turde møde de følelser, du måske har forsøgt at holde på afstand i en travl hverdag.
Ved at ændre vores mindset fra, at ville fikse og reparere kroppen til i højere grad, at møde den med nysgerrighed, forståelse og omsorg, kan vi skabe bedre forudsætninger for forebyggelse, balance og trivsel.
For mig handler det ikke alene om at behandle symptomer, men om at forstå mennesket bag dem og støtte kroppens muligheder for bevægelse, forandring og balance.
1 : 1 Kropsterapi
Et trygt og nærværende rum med plads til hele dig
Kropsterapi er for dig, der ønsker lindring af smerter og spændinger, større kropsbevidsthed eller støtte til at finde mere ro, balance og bevægelsesfrihed i kroppen.
Med min mangeårige baggrund som fysioterapeut og kropsterapeut arbejder jeg ud fra en blid, sanselig og helhedsorienteret tilgang, hvor både kroppens fysiske, mentale og følelsesmæssige aspekter får plads.
I behandlingen mødes berøring, sansning og samtale. Gennem mine hænder og mit nærvær lytter jeg til kroppens signaler og reaktioner, mens der samtidig skabes rum for de tanker, følelser og livserfaringer, som du måtte have behov for at dele.
Hver behandling tager udgangspunkt i dig, dine behov og din krops fortællinger. Min intention er at møde dig med faglighed, nærvær og omsorg og støtte dig i at finde større forståelse, frihed og tillid til din egen krop.
Kropsterapeutisk Yoga & Pilates
Bevægelse med nærvær, bevidsthed og respekt for kroppen
Med min fysioterapeutiske baggrund og mangeårige erfaring som underviser tilbyder jeg kropsterapeutisk yoga og pilates, hvor bevægelse, kropsbevidsthed og nærvær er i centrum.
Undervisningen tager udgangspunkt i en blid og helhedsorienteret tilgang, hvor der er plads til kroppens muligheder, behov og individuelle grænser.
Kropsterapeutisk yoga – ro, nærvær og bevægelsesfrihed
Et nænsomt og sanseligt forløb med fokus på kropsbevidsthed, åndedræt, afspænding og blide bevægelser. Her får du mulighed for at sænke tempoet, mærke kroppen og skabe større forståelse for dens signaler.
Pilates – styrke, stabilitet og flow
En mere aktiv og dynamisk bevægelsesform, hvor vi arbejder med kroppens styrke, stabilitet, mobilitet og bevægelseskontrol gennem kontrollerede og flydende bevægelser.
Fælles for begge hold er ønsket om, at skabe et trygt og nærværende rum, hvor bevægelse og udvikling foregår med respekt for den enkelte.
BLID Kropsterapi
Med nærvær og sans for hele mennesket
I mit arbejde som fysioterapeut og kropsterapeut motiveres jeg især af, at gøre en positiv og nærværende forskel for de mennesker, jeg møder. Jeg ønsker at skabe et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor du bliver mødt med et smil, åbenhed og respekt for det, du kommer med.
For mig handler god behandling og undervisning ikke alene om faglig viden og metoder, men i lige så høj grad om relationen, formidlingen og den tillid, vi skaber sammen.
Jeg lægger stor vægt på at møde dig, hvor du er, og støtte dig i at udvikle en større forståelse for din krop, dens signaler og ressourcer. Uanset om vi mødes individuelt eller på et af mine hold, er min intention at skabe et nærværende samarbejde, hvor du får mulighed for aktivt at tage del i din egen proces.
Blidhed er ikke det samme som passivitet
For mig rummer ordet BLID en særlig betydning.
At arbejde blidt betyder ikke, at vi skal være passive, eller at kroppen ikke må mærke, sanse, bevæge sig eller udfordres.
Tværtimod!
Blidhed handler for mig om bevidsthed, nærvær og evnen til at lytte til kroppens signaler – med respekt for dens muligheder, behov og grænser. Det handler om at skabe plads til både ro og bevægelse, til sansning og styrke, og til den forandring, der kan opstå, når vi møder kroppen med nysgerrighed frem for krav om præstation.
Jeg er optaget af, hvordan vi gennem nænsom behandling, kropslig opmærksomhed og et trygt samspil kan understøtte ro og regulering i nervesystemet – særligt når kroppen er præget af stress, smerter eller længerevarende belastninger.
Herfra kan vi gradvist udforske nye muligheder for bevægelse, styrke og funktion, i et tempo der giver mening for dig.
For mig er blidhed ikke en begrænsning, men en måde at skabe plads til udvikling, bevægelsesfrihed og større balance i livet.

Kontakt mig
Du finder min klinik både i Næstved og på Frederiksberg.
Vælg den lokation, der passer dig bedst.
Telefon: (+45) 6048 6062
E-mail: kontakt@blidkropsterapi.dk
Klinik Næstved
Riddergade 1A, 1. sal, 4700 Næstved.
Åbent tirsdag & torsdag.
Gå ind af porten på Riddergade 1A, så finder du klinikkens indgangsdør lidt fremme mod højre. Venteværelset finder du i vores hyggelige lounge område. Du vil blive hentet, når jeg er klar til næste klient.
Bemærk: Der er trapper til 1. sal, til klinikken i Næstved.
Klinik Frederiksberg
I klinikfællesskab med Rum 93
Godthåbsvej 93A st. 1, 2000 Frederiksberg.
Åbent onsdag & fredag.
På Frederiksberg er der et enkelt trin ind til klinikken. Venteværelset finder du, når du træder ind af hoveddøren.
Du vil blive hentet, når jeg er klar til næste klient.
